Jeg har været ude at køre langt i år. Rigtig langt. Det var dejligt at komme hjem igen, se hvor jeg blev født for 34 år siden, og komme til at stå i min gamle garage hvor han (ja ham der kører på mig til daglig) fandt mig godt støvet for nogle år siden.
Det hele startede med, at han i lang tid har gået og fablet om at køre til
Italien på mig, og i år skulle det altså være. I foråret blev jeg nusset ,
justeret og pudset, idet hele taget plejet som en rigtig lille trofast hest
der skulle på en lang rejse. Jeg fik også nye og fine sko.
I løbet af sommeren er der kommet nogle bemærkninger som har stødt mig lidt,
specielt fra hans bror der har en rigtig stor, stærk og næsten helt ny BMW K
1200 RS, og som har en frygtelig masse kræfter og som kan løbe frygtelig
hurtig. Ved i hvad broderen sagde i fuld alvor: “Du må gerne låne min K1200,
for det er vel ikke meningen at du vil køre helt til Italien på den gamle
en cylindrede Guzzi, jeg vil da gerne have dig hel og godt hjem igen”. Men da
må jeg sige at han stolede blindt på mig. “Nej tak” var svaret.
Da blev jeg lidt stolt, og tænkte at jeg nok skulle lægge mig i selen for at
leve op til hans forventninger til turen.
Lørdag den 13. september kl. 8.00 2003 trådte han på kickstarteren, og jeg
må sige, hvor har jeg ventet længe på dette øjeblik, jeg skulle på langfart,
så jeg sprang i gang. Tanken var fuld, helt ny olie op til max mærket, han
havde også givet mig nogle ekstra vitaminer i olien, noget han kalder
teflon, så jeg var simpelthen helt på toppen. Af sted det gik til Tønder og
ned gennem den tyske marsk. Nede ved Elben, hvor jeg hvilede og ventede på
færgen, kom jeg i snak med en gammel Bimmer, men efter ganske kort tid kom
jeg ombord på færgen, og snart var jeg godt syd om Hamburg.
Jeg kom igennem rigtig mange småbyer, kun nede ved Hannover kunne han ikke
rigtig finde vej, så han tog autobanen et kort stykke. Da var jeg nødt til
løbe stærkere, men det gik fint, jeg var ikke spor forpustet. Da jeg var
kommet godt syd for Hildesheim, ned i lidt dejligt bakket landskab,
overnattede jeg hos en gammel kone ude i hendes bryggers. Der stod jeg godt
og sikkert hele natten. Næste morgen var der en gammel mand som stod og
beundrede mig, og den gang mit hjerte begyndte at banke, da grinede han og
sagde “Sehr schön und gemütlich” Jeg ved ikke hvad det betyder, men jeg tror
han godt kunne lide mig.
Det begyndte at blive rigtig sjovt da jeg kom ned omkring Kassel, først til
den ene side, så til den anden side, igen og igen. Bjergene begyndte at
dukke op. Mange gange holdt han ind til siden med mig, han kunne vist ikke
rigtig finde vej, så han havde en masse kort på min tank, som var streget
ind med en rød tusch. Jeg bemærkede også at den røde tusch helst fulgte alle
de streger der havde en grøn streg ved siden af, og som vrider sig som en
orm.
Jeg nød det, og jeg tror også at han kunne li’ det. Han klappede mig
i hvert fald jævnligt, og sagde at jeg gjorde det rigtigt godt, men han havde
jo heller ikke andre at snakke med. Jo længere syd på jeg kom, jo flere
bjerge og kurver kom der, rigtig skønt ude i de Schwäbische Alben. Der
overnattede jeg godt og sikkert inde hos en gammel en cylindret Deutz
traktor, som fejede sne om vinteren på en gammel kro. Det var hyggeligt at
snakke med den gamle traktor der hele natten, sikke historier han kunne
fortælle.
Næste morgen var jeg kun lige blevet halvvarm før han holdt ind til siden,
tog fat i kikkerten, og mumlede noget om nogle traner der gik ude på marken.
Nå men vi kom da videre, og jeg måtte lægge mig mere og mere i selen når det
gik opad, for vi var kommet rigtig ned i bjergene. Det varede ikke længe før
at der begyndte at stå A på nummerpladerne, hvad det så end det betyder, og
kort efter FL, men jeg var nu mere betaget af den rene luft jeg indåndede,
end af nummerplader. Jeg måtte slide mere og mere i det, medens han sad og
småsang, så jeg tror han hyggede sig gevaldigt. Så var det jo dejligt når
det gik nedad, det kunne det godt gøre i lang tid, måske 5 kilometer eller
mere ad gangen, hyggeligt, jeg kunne hvile mig.
Sidst på dagen kan jeg huske der stod Chur på skiltene, det var lidt bøvlet
at finde et sted at hvile sig, men det lykkedes da til sidst. Den nat var
jeg ikke så tryg, som de andre nætter, fordi jeg stod lige uden for på gaden
ved hotellet, men det hjalp med alle de små røde lamper der lyste så
hyggeligt fra de små vinduer omkring mig.
Dagen efter gik det tidligt af sted, først fik jeg dog lige kontrolleret
oliestanden, som han plejede, men det behøvede han ikke, jeg brugte jo
ingenting, men han ville være helt sikker. Nå, af sted det gik fra Chur, og
sikken en tur, op i bjergene, ned igen, og på et tidspunkt kan jeg huske,
hvor jeg hvilede mig, stod der Julierpass 2284 m. Jeg ved ikke hvad det
betyder, men hvor var det flot, og hvor var det bare gået godt den
formiddag, jeg havde arbejdet som en stor bryggerhest, men hvor jeg nød det,
og så sikken udsigt. Den dag nappede jeg lidt af min motorolie, specielt da
jeg motorbremsede nedad de lange strækninger med lukket spjæld, nøhj hvor
det smurte godt.
Om eftermiddagen kunne jeg godt føle at der var ved at ske noget. Det var
blevet varmere, mine søskende var begyndt at tale det sprog som jeg kan
huske fra mine yngre år, og pludselig stod der Mandello på byskiltet. Så
vidste jeg at jeg ikke var ret langt fra der hvor jeg var født, og ganske
rigtig, pludselig var jeg udenfor porten, men der måtte jeg ikke stå, jeg
måtte pænt stå på p-pladsen ved siden af. Han gik lidt rundt, snakkede med
et amerikansk par hvor manden fortalte at han var på en slags pilgrimsfærd,
hvad så end det er, til Mandello. Han forsvandt ind på museet. Efter en rum
tid kom han tilbage og sagde at nu skulle vi have fundet et sted at sove.
Det viste sig at vi måtte rode noget rundt før vi fandt et sted som kunne
bruges, men det lykkedes oppe i en lille by, hvor der stod Lierna på
byskiltet.
Det var lidt sjovt, for da han spurgte om vej sagde en gammel mand “momento”
og så gik der vel 10 minutter, hvorefter manden kom tilbage med en lille
pige. Hende skulle vi så følges med hjem. Det var rigtig hyggeligt. Ad nogle
meget små gader kom jeg ind og stå i gårdhaven, godt og sikkert, og manden i
huset gik straks ind efter hjemmelavet øl, og det varede heller ikke længe
før de to tumper rodede rundt i figentræet i haven. De sagde at fignerne var
rigtig gode. Jeg kan nu godt nøjes med lidt benzin. Næste morgen kom vi til
en forretning hvorpå der stod Agostini, det var godt, for der var en masse
søskende, og hvor vi snakkede. Da han kom ud derfra fik jeg et flot
nøgleskilt med en ørn broderet i guld, og så stod der også Moto Guzzi. Nøhj
hvor var jeg stolt, da han sagde, at sådan en har man fortjent når man kan
køre fejlfrit til Mandello.
Straks efter kom vi forbi den store røde port ved Moto Guzzi fabrikken, og
nu fik jeg lov til at stå lige ved porten, der hvor jeg var kommet ud fra
for næsten 34 år siden. Sikken en dag.
Sydpå det gik, men det var rigtigt varmt, og han flyttede sig underligt
uroligt i mit sæde, eller nærmere min søsters sæde. Min søster bor i
Dollerup Bakker hos Peter og hendes sæde er meget blødere og bedre end mit,
så det havde han lånt for ikke at få vabler bagi. Tak skal du ha’ Peter. Mit
eget er lidt hårdt, så jeg håber at han får lavet et nyt polster og noget
nyt skum til mig engang her til vinter. Da vi kom til Milano, kunne han
endnu engang rigtig ikke finde vej, uden at tage motorvejen en 30 – 40 km,
men det gjorde slet ingen ting, for jeg var i super humør, dog kunne jeg
mærke at mit gas kabel var ved at kække i håndtaget, men jeg tænkte at nu
holder jeg ved indtil vi holder fyraften. Da han havde fundet et sted at
sove, og jeg var blevet parkeret godt og sikkert, slap jeg grebet i kablet,
så kunne jeg også hvile mig.
Næste morgen kunne han jo ikke starte mig, for jeg vil godt smage lidt på
saften lige når jeg skal startes, så da han fandt ud af at mit gas kabel var
sprunget, klappede han mig og sagde at det var godt at jeg havde båret ham
helt hen til hotellet før jeg slap grebet. Så ude midt på gaden fik jeg nyt
gas kabel. Det var ikke noget problem jeg havde jo båret på en ny hele vejen,
plus en masse unødig værktøj som han ikke fik brug for. Det var varmt denne
dag, men det gik tjept hen over Posletten. hen ad aften kom vi kom fri af
Bologna, og ned i bjergene til det sjove, først til den ene side og så til
den anden.
Vi kom ud på nogle meget små og snoede veje, kors hvor var det flot, og på
et tidspunkt tæt ved Firenze, hvor jeg holdt i kø ved siden af en japaner,
sagde føreren på mit modersmål om ikke det var mig han havde set i bjergene
i Østrig for en tre fire dage siden. Det kunne jo dårligt benægtes. Sikken
en hukommelse at have. Nå efter en times tid kom vi forbi et B & B skilt i
vejsiden. Der fik jeg en dejlig nats hvile. En stor hund passede godt på
mig.
Næste dag gik det igen i skinnende solskin videre sydpå ad små krøllede
bjergveje indtil jeg sidst på eftermiddagen kunne lugte og se noget bekendt.
De store prægtige olivenlunde, og duften af min gamle garage lige opad
rummet hvor de presser den fede gyldne olivenolie ud af de håndplukkede
olivenfrugter. Uhm!!! Det var også dejligt at høre Fatter Guzzi’s kones
stemme igen. Desværre er Fatter Guzzi (ham der ejede mig før) død her i
foråret så han kan ikke se mig, men jeg tror han ville være stolt af mig; at
køre fra Danmark og helt ned til ca. 150 km nord for Rom. ³Benissimo² ville
han nok have sagt.
Jeg havde nogle pragtfulde dage her i min gamle garage i Pozzo, samt nogle
småture i omegnen.
Efter nogle dage blev jeg igen pakket, og det ordets bogstaveligste
forstand. Alt ledigt plads blev udnyttet, der blev puttet flasker ned til
mit værktøj, og også en hel stor ost, han sagde det var en Pecorini, det
skal nok passe, jeg kendte i hvert fald lugten fra gamle dage.
Jeg vil sige at jeg var rigtig læsset til, mine kasser var fyldt til
bristepunktet, og tasken bagpå vejede som bare pokker, da jeg tog afsked med
Fatter Guzzi’s kone. Hun stod der i døren og vinkede. Det var lidt
vemodigt.
Nå, af sted fra Pozzo, men ikke ret længe for han opdagede et figentræ i
vejkanten. Han har altså en forkærlighed for frugter, som bare lige er moden
og kan plukkes. En dag hvor han holdt frokostpause mumlede han “uhm” og
“måske små vilde ferskner” om nogle små lodne fyre, som han fandt. Han er
frygtelig i den retning. Nå vi kom da fri af fignerne og kom godt af sted
opad i Umbrien op mod Siena i Toscana. hen ad eftermiddagen gjorde han holdt
i en lille by, jeg tror han var blevet kaffetørstig, så han søgte efter en
lille lokal bar. Men det blev ikke til kaffe den dag, for ovre på den anden
side står en gammel mand med et flot overskæg og klipper vin ned. Ja, jeg
siger dig et rigtigt snoet cykelstyrskæg som man kan tage fat i.
Nå men han gik over og spurgte om han måtte fotografere ham når han klippede vin ned.
“Si” sagde manden og spurgte om han ville smage druerne. Det skulle han ikke
sige to gange. Så var snakken i gang.
Jeg kunne mærke der var noget særligt i området, så jeg holdt godt øje med
dem. På et tidspunkt bliver garageporten lukket op, og så var jeg klar over
det. Der stod tre af mine søskende derinde, plus kusine Gilera og fætter
Ducati. Sikke et sammentræf, og da jeg tog af sted tøffede jeg rigtigt højt.
Den gamle mand med cykelstyret grinede og vinkede. Denne nat overnattede jeg
under et stort hotel i en stor garage ved siden af en ny stor Yamaha. Men
jeg forstod ikke hvad hun sagde. Det er et underligt sprog de snakker der
hvor hun kommer fra.
Om natten havde det regnet, så vejbanen var våd, og meget glat. De fortalte
at det ikke havde regnet i lange tider, der var heller ikke vand i mange af
floderne, så han kørte noget forsigtigt denne formiddag. Det var en rigtig
flot tur op gennem Toscana til Pisa, og det er altså rigtigt at tårnet
hælder. Efter frokosten i Pisa, gik det lidt sydpå til Livorno, hvor jeg
skulle på Autotoget. Men først skulle der findes et sted at overnatte. Efter
et par rundture i den store rundkørsel lige ved stationen i Livorno fandt
han et lille hotel, og der var plads. Jeg kom ind i gården at stå, sammen
med 2 Honda¹ er der i en måned havde været på tur i Syditalien, så de havde
næsten lært sproget. Den ene var rigtig en lille sød lav en. Kun 400 ccm,
men med 4 små propper og ved 17.000 omdr. vrider hun 70 heste af sig. Puha
jeg bliver helt svedt ved tanken om de store tal.
Nå, medens jeg står der og hviler mig godt og sikkert inde i gården, går der
ikke længe inden den tyske dame går ind efter øl, rigtige store øl på
størrelse med vinflasker, og det varer ikke ret længe før de alle tre får
endnu en øl, og så bliver der ellers snakket mc snak på tysk. Nu er jeg ikke
så god til tysk, men jeg forstod da at manden havde sagt til sin kone, at nu
kommer der en rigtig Guzzi (den gang jeg kørte et par gange rundt i
rundkørslen). Det lunede lidt, at han godt kunne li mig. Det viste sig at de
også skulle med toget, så det skulle nok blive godt.
Næste dag kom der vel godt en halv snes motorcykler der skulle med toget,
og det var jo spændende, for der var et par søskende med. Jeg var godt nok
den ældste og mindste, men pyt, det gjorde ikke noget, der blev snakket og
udvekslet rejseminder hele vejen til Hamburg. Det var en rigtig dejlig
togrejse hvor jeg kunne hvile mig, godt fastspændt til togvognen i de 22
timer turen varede.
I Hamburg kunne jeg begynde at ane duften af Vestjylland og de køligere
vinde, så nu ville jeg egentlig godt hjem at stå i varmen i garagen, ved
siden af min søster.
Sidst på eftermiddagen fredag den 26. september kom vi så hjem igen. Jeg
synes selv at jeg har gjort det helt godt, for ud over gas kabel har jeg kun
rystet en skrue løs ved koblingshåndtaget, nippet godt en kvart liter olie
og i snit kørt godt 21 km/l. Jeg tror også at han er godt tilfreds med mig,
for jeg fik klap og mange tak for turen.
Skrevet af en halvgammel Nuovo Falcone.
Med venlig hilsen
Holger